Beskrivelse
Honey Clutch strikkes i ét stykke fra bunden og op. Først strikkes bunden i dobbeltstrik. Herefter samles masker op langs alle sider af bunden, og clutchens vægge strikkes i netpatent (på engelsk Honey Comb Brioche). Toppen af clutchen strikkes således, at de to snipper i enderne først strikkes i dobbeltstrik. Herefter strikkes de to stolpelukninger, der sidder på hver side af lynlåsen. Til slut sys lynlåsen fast med nål og tråd, og herefter sys for til clutchen (på maskine eller i hånden), som monteres ind i clutchen. Opskriften indeholder også syvejledning til for.
Garnforslag: Sunday fra Sandnes Garn strikkes sammen med Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn.